For et par år siden blev min datter voldtaget. Det har kostet os meget. For det første blev hun meget angst og kom i behandling hos en psykolog. For det andet har hun haft brug for meget beroligende medicin. Psykisk har det også taget på os. Spørgsmål såsom ”vil hun nogensinde få et normalt liv igen? Får hun nogensinde mod på at indlede et forhold til en mand? Vil hun kunne fungere i sit voksenliv? Ja, al den slags spørgsmål er belastende at leve med.
Jeg vil slet ikke tale om udgifterne til psykolog og beroligende medicin. Men jeg kan sige dig så meget, at det ikke har været billigt. Og det koster stadig penge.
Retssagen
Vi hjalp hende igennem retssagen, som blev ført lige efter voldtægten. Det var en umenneskelig prøvelse. Heldigvis blev voldsmanden dømt. Men vi er stadig ikke helt tilfredse med udfaldet. Det kan ikke være meningen, at sådan et menneske skal have lov til at gå på fri fod efter et halv år. Men det var dommen. Det har voldt os problemer. Tanken om, at han er derude, og kan finde på at gøre det mod en anden pige, er uudholdelig.
Vi har en god advokat
Jeg har brugt mange timer på at tale med vores advokat i Kolding. Det var der voldtægten skete. Han er en fornuftig mand og har virkeligt gjort, hvad han kan for os. Lige nu er han ved at undersøge, hvordan vi kan få yderligere offererstatning. Omkostningerne er jo som sagt store. Det tager sin tid, har han sagt, men vi skal søge om den via erstatningsnævnet. Der er en masse papirarbejde, som skal laves i den forbindelse. Og vores advokat er ikke helt sikker på et positivt udfald. Men det er forsøget værd, siger han. Vi skal derfor have fundet hele sagen frem lave en ansøgning og den slags.
Magter det ikke alene
Jeg magter det ikke alene. Derfor er jeg virkeligt glad for, at advokaten, som førte retssagen for os, har indvilget i at gøre den del af arbejdet for os. Det vil være en lettelse. Og får vi en erstatning, ja så vil det også være et økonomisk plaster på såret – og et plaster på hullet i opsparingen, vi har.
Det, jeg frygter mest, er, hvordan vores datter vil reagere, når vi beder hende om at skrive under på ansøgningen og eventuelt skulle møde op til en samtale om, hvad der skete, og konsekvenserne det har haft for hende. Hun er stadigvæk meget sårbar, og jeg vil nødig have, at der bliver revet op i det kæmpe psykiske sår, hun fik. Det er jo endelig ved at heles. Ganske langsomt. Fx så jeg, at hun smilte forleden dag, da hun sad og så en film i fjernsynet. Det er længe, siden hun har smilet. Det er et godt tegn. Og det er jo det, det hele handler om. Vores datter skal have det godt. Vi vil gøre alt, hvad vi magter, for at hun får det godt. Kan vi få offererstatning, vil det være en stor hjælp for os.
