”Dine øjne er som blå safirer, dit smil som en række perler og din mund, som en rød rose.” Det var der engang en kunde, der sagde til mig. Han kom tit forbi den forretning, hvor jeg havde et job, da jeg var studerende. Det var ude i lufthavnen. En forretning med ure og smykker. Jeg havde engang solgt et ur til ham, som kostede det samme som det, jeg kunne tjene ved mit studenterjob på et halvt år. Hver gang han mellemlandede i København, kom han hen for at hilse på mig og fortælle om, hvor glad han er for uret, jeg solgte til ham.
Årene sætter spor
Det er mange år siden nu, og mine øjne ligner bestemt ikke længere safirer fra Sri Lanka. Tværtimod. De ser trætte ud. Øjenlågene hænger – både over og under øjnene. Jeg ser træt og trist ud. Har også haft et spændende, men hårdt, liv, efter at jeg flyttede fra Danmark. Mit smil ligner dog stadig en række perler. Tænderne er gode. Og læberne løfter sig gerne op i et stort smil. Min mund har dog bestemt, aldrig har været en rose. Nærmere en tidsel. Jeg kan godt være meget sarkastisk, hvilket ofte bliver misforstået. Pyt.
Operation af øjenlåg
Men de der øjne. Kan jeg gøre noget ved det, så jeg ikke ser så træt ud? Jeg er jo stadig en glad kvinde. Fuld af gå-på-mod og liv. Det er kedeligt altid at blive stemplet som træt og trist bare, fordi mine øjne ser trætte ud. Når jeg brokker mig over det til min datter, har hun altid et sødt svar: ”Du ser ikke trist ud. Lidt træt, måske. Men ikke trist.” Men her for et par uger siden, da jeg brokkede mig igen, svarede hun mig med, at hun synes, jeg burde gøre noget ved det. Hun er træt af at høre mig brokke mig. ”Hvorfor får du ikke lavet en øjenlågsoperation?” Sådan en fætter her: https://tku.dk/oejenlaagsoperation/
Okay så…
Indrømmet, jeg blev lidt chokeret. Hun var lidt aggressiv. Men hun har ret. Med jammer kommer man ingen vegne. Jeg må gøre noget. Det er jo et problem for mig. Så i sidste uge var jeg på besøg hos en speciallæge. Han laver tit øjenlågsoperationer, og han fortalte mig, at der ikke er noget at være bange for. Han forklarede mig alt om, hvordan det foregår, og hvad det egentlig er, han gør: Skærer noget af den slappe hud væk, syr øjenlåget sammen og sørger for, at behandlingen er smertefri. Samtidigt vil han sørge for, at mine smilerynker ikke forsvinder, og at muskulaturen i øjenlåget ikke beskadiges. Det lød, som om at det er en rutineoperation. Og det er det også for ham. Han laver mange hver måned. Han forklarede mig, at jeg helst skal have en ledsager med mig, som kan sørge for, at jeg kommer godt hjem. Selvom øjet ikke bliver rørt, så kan der komme lidt blødning, og han er nødt til at forbinde øjet, så såret kan beskyttes bedst muligt under rejsen hjem til mig selv. Jeg vil så kunne tage forbindingen af efter en times tid, og så er det bare om at passe på såret: Holde det rent og tørt.
